Nybygget delevenlig 3-værelses lejlighed i centrum af Odense
Helt nyopført kvalitetslejlighed midt i centrum på Vesterbro!
Sig goddag til Rosenbæk Passagen og Odense centrum med manér, når du flytter ind i denne kvalitetslejlighed med mange gode egenskaber på CV’et. Lejligheden ligger vitterligt lige i hjertet af Odense; lige ved Vesterbro og bare få hundrede meter fra centrums hyggelige gågader. Ydermere byder den på masser af lækre features, da den befinder sig i en helt nybygget udlejningsejendom med mange muligheder.
Den 75 kvadratmeter store bolig præsenterer fra første øjekast en særdeles lys og rummelig atmosfære. Denne bolig kan opfylde boligdrømmen for de fleste. Hvad end I er en lille familie med ønsket om at bo centralt, et par by- og kulturelskende seniorer, et ungt kærestepar, eller at du alene drømmer om at finde den perfekte bolig gennem studieårene – evt. med plads til en roomie.
Med kalenderens nyeste årstal på dåbsattesten er denne udlejningsejendom selvfølgelig forsynet med alle tænkelige bekvemmeligheder og moderne løsninger. Videodørtelefon, parkeringskælder med depotrum, lukket og aflåst cykelparkering, blødgøringsanlæg og elevator i opgangen er blot et udsnit af de kvaliteter, du har i vente. Ejendommen er gennemtænkt og fyldt med moderne faciliteter der giver stor værdi så centralt i byen.
Den høje standard fortsætter, når du ankommer til selve lejligheden. Du kan stadig dufte, at der er tale om en splinterny lejlighed, og fra det øjeblik du tager skoene af og mærker den behagelige gulvvarme, som breder sig gennem samtlige rum, ved du, at der er gode ting i vente.
Du går direkte ind i et kombineret bryggers med god garderobeplads og en integreret vaskesøjle, som er gemt bag store skydelåger. Indgangen smelter sammen med et lækkert og åbent køkken, som er forsynet med alt i hårde hvidevarer. Køkkenet er fra Svane, og det samme gælder det rummelige badeværelse med flot bruseniche og ekstra skabsplads. Fra køkkenet er der åben passage til opholdsarealet med spise- og sofamiljø i lyse omgivelser, og for enden kan du slå døren op til en dejlig altan, der i sommerhalvåret nærmest udgør et “ekstra rum” i boligen med masser af sol. Indretningen slutter af med at fremvise to dejlige soveværelser, der ligesom resten af boligen afspejler, at kun de bedste materialer er anvendt.
Rosenbæk Passagen ligger lige om hjørnet ved Vesterbro og har både Fakta og Føtex som sine nærmeste naboer, hvilket gør det nemt at klare de daglige indkøb i hverdagen på nul komma fem. Derudover taler adressen jo for sig selv – via en passage tager det kun et øjeblik at gå ind til centrum og Brandts, ligesom den grønne oase Munke Mose kan nås på ganske få minutter, når du trænger til et afbræk midt i storbyen.
En yderst attraktiv og oplevelsesværdig kvalitetsbolig i hjertet af Odense som skal ses!
Kontakt os – Vi har løbende fremvisninger.
Skriv dig op til denne lejlighed
Detaljer
- Status: Ledig
- Type: Type C
- Leje pr./md: Ca. 9.500 kr.
- Aconto pr./md: 600
- Størrelse: 75 m2
- Antal værelser: 3
- Ejendom: Rosenbæk Passagen
Beliggenhed
- Vindegade 142
- 5000 Odense C
-
Vis på kort